CURRENT

Soft/Shell - Crafting the Contemporary

Værker af
Isabel Berglund, Frances Goodman, Peter Holst Henckel, Jakob Hunosøe, Ellen Hyllemose, Signe Jais,
Svend-Allan Sørensen og Thordis Erla Zoëga

17. januar – 14. februar 2026.

Soft / Shell – Crafting the Contemporary samler værker af otte kunstnere, der undersøger originale tilgange til en bred vifte af materialer. Ved at kombinere traditionelle håndværk med teknologi og materialer, som oftere findes i andre fagområder og industrier, præsenterer udstillingen værker, der på én gang er bløde og porøse, stringente og organiske, tilfældige og specifikke.

Udstillingen Soft / Shell – Crafting the Contemporary sætter fokus på materialeorienterede praksisser, hvor håndværk, teknik og proces ikke blot er redskaber, men pointer i sig selv. Håndværk er som en måde at tænke og erfare på. I en tid præget af acceleration og digital abstraktion insisterer værkerne på det taktile, og på at fremhæve det, der ofte forbliver ubemærket.

Jakob Hunosøe undersøger de iboende egenskaber og former i hverdagsobjekter. Gennem konstruktion, balance og præcision bliver hans analoge fotografiske værker til abstrakte former og formelle studier, der ofte efterlader beskueren med en fornemmelse af noget uvirkeligt og magisk. Brugen af hverdagslige og ikke-kostbare materialer er også et fokus i Ellen Hyllemoses værker. Spånplade, masonit og lycra danner indtryk, der udspringer af erfarede landskaber — oplevede og sansede rum oversat til forskudte, materielle strukturer. Landskabet er ikke et motiv, men en erfaring indlejret i materialet.

Svend-Allan Sørensen forener traditionelle træsnitsteknikker med nutidige laserskæringsprocesser. Kombinationen af hvad der før var håndens langsomme arbejde og den nye digitale præcisions logik resulterer i værker, hvor tid, teknologi og håndværk er synligt tilstedeværende elementer i billedet. Keramiske frøkapsler af Peter Holst Henckel rummer kvaliteter, der både er organiske og porøse, idet det hårde, men skrøbelige materiale fremhæver det organiske motiv — og omvendt.

Frances Goodman anvender ornamentik og endeløs gentagelse som strategier, der forfører os med svimlende overflader af farve og glimmer. Hendes palliet-malerier bliver aktive rum for undersøgelser af nutidens begær. Farve og refleksion i relation til lys, rum og beskuerens bevægelse er også i fokus, når Thordis Erla Zoëga arbejder med dikroisk film og akrylglas i sine værker. Lyset er en afgørende faktor, idet det filtreres gennem værkerne og tilfører dem en konstant foranderlig oplevelse.

Mere organisk og vildt arbejder Isabel Berglund med strik som både teknik og strukturelt system. Det bløde materiale udforskes som en kropslig form, der kan udvide sig, give efter og bære spor af tid og arbejde. Med udgangspunkt i en mere stringent og kontrolleret tilgang tilfører Signe Jais poetisk skrøbelighed til sine matematiske undersøgelser i nøje koreograferede tråde på vintagepapir og karton.

Samlet set peger Soft / Shell – Crafting the Contemporary på, hvordan forskellige materialer og håndværksteknikker kan fungere som bløde, men modstandsdygtige måder, vi bebor og forstår verden på.

 

Thordis Erla Zoëga